post

Over Torvet – et samarbejde mellem Aarhus Teater og Aarhus Domkirke

Sammen med Aarhus Domkirke inviterer Aarhus Teater på en helt speciel dannelsesrejse mellem scenen og kirken. Det sker med en række fælles kulturelle, kunstneriske og musikalske begivenheder.

Livet er på spil i begge huse, der med hver deres udtryk og udgangspunkt berører de samme eksistentielle fællesnævnere. Den røde tråd i arrangementerne bliver de krydsfelter, hvor tankerne i teatrets forestillinger og i kirkens tematikker mødes og spejler hinanden.

Magt og køn

Dette forår har Aarhus Teater premiere på den ikoniske og storladne musical Evita. En fortælling om magt, tilbedelse og forførelse.

I denne udgave af Over Torvet inviteres publikum derfor indenfor, først på Aarhus Teater og siden i Domkirken, til en samtale mellem debattør og kommunikationsrådgiver Anna Thygesen og forsker ved Aarhus Universitet Louise Fabian, der sammen vil vende både forestillingen og de spørgsmål, den rejser om magt, køn og meget mere.

Samtalen ledsages af musikalske indslag med blandt andre hovedrolleindehaver i Evita, Sara Viktoria Bjerregaard, og Skt. Clemens drengekor.

13. maj kl. 12.30 – kl. 14.15.
Pris inklusiv kaffe: 160 kr. Køb billetter via Aarhus Teater
Arrangementet begynder på Aarhus Teater og fortsætter derefter i Aarhus Domkirke.